Go to Top

Fiskeri

Her findes et utal af fiskearter. Hvis du er til lystfiskeri, er Dråby Strand Camping lige stedet for dig.: laks, havørred, torsk, sej, hornfisk, sild, makrel, pighajer, rokker, rødspætter, pighvar og mange flere. Hvorfor? – Fordi denne kyst har en dybde på ned til 62 meter, det dybeste på Jyllands østkyst.

Her er en masse undersøiske kalk- og stengrunde, hvilket giver en rigdom på mange forskellige arter.
Laksen og havørreden findes her hele året, fordi de p.g.a. de store dybder, har mulighed for at “gå ned” når vandet bliver for lunt. Så når vandet bliver over 21 grader kan du finde dem på dybderne – mens du sen aften og tidlig morgen, kan finde dem på grundene. På dybderne – f.eks. 15-20 meter – har vi set gode resultater med at fiske 3 meter over bunden.
Ved Glatved, Jernhatten, Kobberhagen, Elsegårde, Hjelm, Østrevet mod pullerne og Vestrevet, findes de fleste kendte pladser.

Det bedste er hvis du har et søkort over området. Dette kan studeres i informationen eller købes hos Steffen Fritid i Ebeltoft, her findes også et helt eventyrland med grej og agn – det er et besøg værd!
Gode agn i området, er Pro King i grønne og blå farver – Flutter Chuck – Evil Eye og White Fish.

Pirkefiskeri, er der et hav af muligheder for, bl.a. ved Skelhøje grundene og Pullerne ved Hjelm.
Her er også et eldorado for agnfiskeri – Klokkegrund, Jernhatten, Pullerne ved Hjelm og Vestrevet, er suveræne pladser hvis du går efter rødspætter, pighvar, slethvar og rokker – ud mod dybet, fisket på sild.

Ved de gamle fiskehuse, som ligger direkte på stranden, har vi borde, hvor du kan rense dine fisk.
Hvis du ikke selv kan nå at fortære de fisk du fanger, er vi selvfølgelig behjælpelig med at indfryse fisken, så du kan få fiskene med hjem fra ferien.

Kom og oplev dette østjyske fiskeparadis fra
Dråby Strand Camping.